Vedtægter og politikker for Kibæk Idrætsforening

Børneattester

Hovedbestyrelsen har skrevet nedenstående samværspolitik, som er gældende i alle afdelinger under Kibæk Idrætsforening.

Folketinget har vedtaget en lov, der siger, at alle idrætsforeninger pr. 1. juli 2005 skal indhente en børneattest på trænere/instruktører/holdledere, som har eller skal have vedvarende kontakt med børn under 15 år. Yderligere oplysninger kan ses på DGI´s hjemmeside: www.dgi.dk

For at leve op til loven har KIF´s bestyrelse aftalt følgende: Alle, som er ansat eller tilknyttet Kibæk Idrætsforening som træner/instruktør/holdleder, skal det enkelte udvalg godkende forespørgsel på ved indhentning af børneattest. KIF vil som minimum hvert andet år indhente børneattester, og altid ved nye trænere. Har man haft et længere fravær fra klubben på fx. et år, skal der indhentes en ny børneattest ved genansættelse.

Ren praktisk indhentes børneattester ved at den enkelte afdeling udpeger en ansvarlig, som får tilknyttet NemId til kibæk Idrætsforening. Den ansvarlige i afdelingen sørger for at oprette forespørgsel, som træner/leder modtager i E-boks til elektronisk godkendelse. Den enkelte træner/leder er ansvarlig for besvarelse heraf inden 14 dage, hvorefter anmodning slettes automatisk og foreningen får besked på at der ikke kan udstedes børneattest.

Den ansvarlige i afdelingen får besked fra KIF’s digitale postkasse (pt. varetaget af kassereren) på alle anmodninger, som ikke besvares af træner/lederen. Det er den ansvarliges eget ansvar at følge op på årsagen til, at der er ikke er sket en besvarelse, herunder inddrage bestyrelsen i tvivlsspørgsmål. Den ansvarlige i afdelingen modtager ikke kopi af godkendte børneattester.

Samværspolitik i Kibæk Idrætsforening

Samværspolitikken er formuleret, så der ikke er tvivl om, hvordan man skal opføre sig overfor hinanden og alle bør vise dette i det daglige foreningsarbejde.

Formålet med samværspolitikken er at tilgodese og beskytte det enkelte barn/den enkelte idrætsudøver mod forskellige former for krænkelser samt for at sikre, at medlemmer og trænere/instruktører kender Kibæk Idrætsforenings politik omkring samvær.

At dyrke idræt i Kibæk Idrætsforening er forbundet med at opleve og vise følelser, her skal der være plads til både sejrsknus, et klap på skulderen eller en trøstende omfavnelse til det barn, som føler nederlag eller har slået sig.

  • Man er bevidst om, at man er rollemodel overfor børnene
  • Man taler ordentligt til hinanden – ingen sjofle tilråb eller kommentarer om hinandens kroppe
  • Kropskontakt ved for eksempel instruktion eller skadesbehandling er legalt
  • Man inviterer ikke enkelte børn hjem til sig selv
  • Man går ikke ind i det modsattes køns omklædningsrum under omklædning
  • Man er ikke alene med enkelte børn i omklædningsrummet
  • Mobiltelefon må ikke misbruges mellem træner/spiller, her menes ikke tage billeder i eksempelvis omklædningsrum og videresende
  • På ture, der medfører overnatning, er der altid 2 trænere/ledere.

Alle har pligt til at gå til den ansvarlige i afdelingen, hvis de hører rygter om krænkelse eller selv fornemmer, at noget er galt.

Bestyrelsen har pligt til at tage sådanne henvendelser alvorlige og at reagere hurtigt på dem. Når dette er sket, vil de relevante involverede – f.eks. holdet – blive informeret.