Livsstilsholdet i Kibæk Idrætsforening – sunde vaner og vægttab
Kibæk Idrætsforening tilbyder et forløb over 7 måneder, hvor du med hjælp fra kostvejledere og personlige trænere får mulighed for at ændre din livsstil. Vi hjælper dig med:
- at øge din sundhed og dit velvære.
- at mindske din risiko for livsstilssygdomme.
- at være en del af et hold, hvor et fælles ønske er minimum 10 kg vægttab.
- at mærke glæden og finde motivationen ved at dyrke motion.
- at blive introduceret for nye bevægelsesformer og finde den type, der kan give dig lysten til motion.
- at få individuel rådgivning omkring kost og motion, som bliver tilpasset din hverdag.
Forløbet inkluderer:
- Opstartsaften med info om forløbet – udlevering af kostregistrerings skema og mapper, vejning og måling samt præsentation af teamet bag livsstilsholdet.
- 1 times individuel vejledning om kost og motion hver anden uge, de 2 første måneder. (Her vil vi træne en ½ time med jer).
- 1 måned op til jul 30 minutters individuel vejledning om kost og motion hver 14 dag.
- Efter jul kropsmåling/vejning og vejledning, som kan hjælpe dig til at holde motivationen 1 gang pr. måned.
- En ugentlig holdtræning indeholdende både puls- og styrketræning. Du udfordres og motiveres i forhold til dit udgangspunkt.
- En ugentlig pulstræning sammen med holdet, hver søndag, som oftest foregår udendørs.
- »Kend dit supermarked«. Læs og forstå en varedeklaration.
- Hvilke produkter/varer bør jeg købe?
- Tre måneders medlemskab af Kibæk IF Fitness.
- Efter de første tre måneder bliver du introduceret til forskellige sportsgrene i KIF.
Praktisk info:
Mødet med din personlige træner og kostvejleder foregår om søndagen i Kibæk Krydsfelt. Du vil blive tildelt en tid i tidsrummet kl. 9.00-17.00.
Den ugentlige holdtræning foregår tirsdage kl. 19-20 i KIF-salen, Kibæk Krydsfelt
Den fælles puls-træning foregår søndage kl. 10.00-11.00 i eller omkring Kibæk Krydsfelt.
Pris for 7 måneders forløb kr. 3.500,- inkl. 3 måneders fitness abonnement.
1. rate betales ved tilmelding og er på 1.000 kr.
2. rate er på 2.500 kr.
Tilmelding sker via Conventus – via knapper nederst på denne side – efter først-til-mølle-princippet.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Connie Andersen, tlf. 20 25 28 61 eller
Rikke Christensen, tlf. 61 85 18 77.
Læs hvad tidligere deltagere siger om deres oplevelser
Maibritt Sander:
“Da jeg meldte mig til holdet var det med et ønske om at komme i gang med at motionere og finde en motionsform, som jeg blev så glad for, at jeg ville fortsætte med motionen, når forløbet var slut. Samtidig ville det også være godt at smide nogle cm og kilo. Det, at vi var et fast hold, tiltalte mig. Vi kommer mange forskellige steder fra og nogen kendte hinanden i forvejen, men der var hurtigt et fællesskab. Vi var fælles om det samme mål, nemlig at lykkedes i forløbet med motionen og den rigtige kost.
Jeg synes, at holdet hele tiden har været kendetegnet ved godt humør, gå-på-mod og sammenhold. Vores 4 engagerede trænere er meget forskellige og bidrager med hver deres form for træning, hvilket har medført, at træningen har været afvekslende og inspirerende. Samtidig har det været super dejligt, at tirsdag har været indendørs og søndagstræningen udendørs. Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive så glad for at træne udendørs.
Min egen tid med min personlige vejleder har betydet rigtig meget. Her er jeg fast blevet vejet og målt, samtidig med har vi talt om kost og træning. Jeg har fået spændende opskrifter med hjem og prøvesmagt noget hos hende. Det er alt sammen kommet i et tempo, som har været tilpasset til mig. Der har også været tid til træning her med små programmer, som jeg så efterfølgende har kunnet bruge hjemme.
Jeg har været utrolig glad for at gå på Livsstilsholdet.”
Torben Bang:
“Grunden til at jeg startede på livsstilholdet, var primært fordi en god ven deltog på 2013/2014 holdet og fortalte om den positive forandring det havde været for ham. Han havde opnået bedre kondition og trivsel samt et rigtigt flot vægttab, ikke via slankekur men ved at ændre livsstil. Jeg kunne på det tidspunkt ikke rigtig skelne mellem slankekur og livsstil, for mig var det reelt det samme, en typisk pinefuld affære hvor man var nødt til at sulte sig selv!
Jeg har selv en del gange forsøgt at tabe nogle kilo. Jeg har egentlig altid motioneret via løb og cykling men jeg har aldrig været i stand til at holde et konstant vægttab og det at kunne tabe sig uden at sulte sig selv, ja det troede jeg ikke fandtes. Men jeg blev overbevist om at det var muligt via det som jeg blev fortalt om forløbet. Så efter lidt yderligere overtalelse fra min hustru, blev jeg tilmeldt livsstilsholdet med start i september 2014.
Vi har været 17 på holdet. Deltagerne er fra Kibæk og omkring liggende byer, jeg kunne godt se vi havde vidt forskellige udgangspunkter, men hurtig blev det klart for mig at til trods for forskellighed i alder, kropsbygning, størrelse og kondition, så havde vi samme mål: at ændre livsstil.
Kostvejlederne og vores trænere tog rigtig godt imod os. Der blev taget “før billeder” og vi skulle fortælle om vores helt normale kost, hvad vi drikker og spiser hver dag i løbet af en uge, samt om vi dyrker motion, alt sammen på basis af vores “gamle livsstil”. Dertil hvad vi gerne ville opnå af ændring i vores livsstil samt hvor meget vi gerne ville tabe os, de kommende 6 mdr.
Det første råd vi fik med hjem var: “drik minimum 2 liter vand om dagen, drik rigeligt med vand så kroppen får tilstrækkelig væske at arbejde med”. 2 uger senere mødtes vi med vores kostvejleder og fik vores personlige kost ændringsplan i hht. hvad vi normalt havde spist og drukket.
For mig har det været relative simple og lette ændringer:
– stop med at drikke sukkerholdige drikke, juice, saftevand, sodavand (også lightprodukter), og meget mindre mælk
– spise proteinholdig kost, æg, skyr, kød, grøntsager
– skift alm. rugbrød og hvidt brød ud med stenalder brød (brød bagt med nødder og kerner uden mel)
– grøntsager til alle måltider i løbet af dagen
– spis kun een portion til aftensmad (gryderne kommer ikke længere på spise bordet)
– “hængelås på køleskabet” fra kl 19 til kl 7
– 8 timers søvn i døgnet
– motion 4 gange om ugen
Jeg har lært at alle kalorier som vi indtager via væske ikke mætter. Det er nødvendigt at få de daglige kalorier igennem proteinholdig kost. At fjerne de sukkerholdige drikke – det er faktisk let – jeg har kun savnet store mængder mælk. Tidligere drak jeg 1-2 liter skummetmælk om dagen, det er nu under 1/2 liter.
For mig har det også været at finde balancen mellem det at spise sig “stop mæt” og så til følelsen af ”ikke at være sulten”. Der er en stor forskel på mængderne af mad. Også at opleve hvorledes protein holdig kost mætter I meget længere tid og sikrer at du ikke er sulten. Ved at gå på livsstilsholdet og have den løbende dialog med kostvejlederen, får man rigtig god vejledning til at tackle de gamle vaner og forstå hvordan man på en bedre måde kan spise og drikke hvad, hvornår og hvorfor. Eksempelvis kan jeg godt lide kaffe, det er ikke noget problem, men det erstatter ikke de 2 liter vand om dagen.
Anden pudsig oplevelse jeg har haft, fra tidligere aldrig at spise slik eller have synderlig lyst til slik, blev jeg pludselig helt syg efter slik. Det skyldes at jeg har lagt alt hvad der hedder “sukkerdrik” på hylden. Her hjælper kostvejlederen med råd om hvad du så gør, hvad du kompensere med som ikke er usundt og hvornår på dagen du spiser hvad. Pludselig får man en forståelse for hvorfor kroppen og hjernen reagere som den nu gør, i forhold til hvad vi indtager.
Jeg har i perioden også valgt, stort set, ikke at drikke alkohol. Alkoholfri øl smager nøjagtig som almindelig øl. Da alkohol hæmmer forbrænding kan man jo lige så godt drikke en øl uden alkohol og du kan selv køre hjem fra festen. Rødvin: som tommelfingerregel indeholder 2 glas rødvin samme kaloriemængde som et aften måltid. Du får altså dobbelt aftenmåltid hvis du drikker to glas rødvin til maden. Nu skal man jo også leve, så det er noget man selv bestemmer, men om ikke andet så er mit råd: tænk på mængderne af alkohol du indtager.
Motion har også været en vigtig del af forløbet. Vi mødes to gange om ugen. Tirsdag aften til indendørs træning og søndag udendørs. Træningen har været varieret og trænerne er gode til individuel træning, så det passer til den enkeltes niveau. Så ingen skal være bange for at de ikke kan følge med, vi er ikke i konkurrence med nogen og den enkelte deltager tages der hånd om og ingen overbelastes. Det er vigtigt at starte langsomt og vænne kroppen til motion. Man skal huske at en god lang gå- eller cykeltur sammen med ægtefællen eller børnene også er super motion.
Under forløbet har vi møde med vores kostvejleder, ca. hver anden uge de første tre måneder og hver måned i de sidste tre måneder. Her får vi den individuelle kostvejledning, bliver vejet og målt, samt får vejledning om træning. Målingen, som er på arme, lår, hofter, mave og bryst er vigtig da der ofte sker det at du ikke taber kilo men du taber cm. Det er motiverende for mig at jeg løbende har kunne se resultater – men kostvejlederen har aldrig presset til noget på resultaterne – det er mest ens egne forventninger.
Til de af jer som tænker, hvad har han egentlig tabt sig? Så er resultatet 11 kg rent fedt. Muskelmassen er den samme nu som da jeg startede. Jeg har sammenlagt tabt mig en god halv meter i omkreds på arme, ben, hofter og mave. Gået to størrelser ned i habit, bukser og skjorter. Jeg plejer at sige – i sjov – det dyreste ved at deltage på holdet er den nye gaderobe der skal købes. Strømper og sko er det eneste jeg køber i samme størrelse som før.
Så har du IKKE lyst til endnu en pinefuld slankekur, men vil gerne lære at leve sundere og via kost og motion tabe dig i kg/cm samt behandle din dyrebare krop bedre. Så kan jeg varmt anbefale deltagelse på livsstilsholdet. Der er et super motiverende og dygtigt team af kostvejledere og trænere til rådighed, som bruger deres fritid på at hjælpe. Deltagerne på livsstilsholdet bliver hurtigt et team med et fælles mål. Vi lærer hinanden rigtig godt at kende, vi har det faktisk hamrende sjovt. Ingen er for tykke eller tynde til at deltage.
Husk du bliver hjulpet og vejledet individuelt, du skal blot møde op motiveret til forandring og bidrage til holdet med godt humør og sammenhold. Jeg lover dig, du fortryder det ikke. Det er en investering for livet, vi skal alle have så mange sunde år som overhovedet muligt.”